Aktiviteter

 

Glostrup Kunstforening

afholder i sæsonen

2017 / 2018 følgende

aktiviteter:

 

UDSTILLINGER I SÆSONEN 2017/18

  

09.09. – 04.10.17Vibeke Lindhardt

Vibeke Lindhardt (født 1960) er tekstilkunstner og foredragsholder, cand.pæd. og forfatter til bogen Se min kåbe - om de danske bispekåber som pragt, dragt og magt. Vibeke Lindhardt er udlært fra tekstilkunstner Ann-Mari Kornerups værksted og har efter endt uddannelse på Skals Håndarbejdsskoles Seminarium arbejdet som tekstilkunstner, underviser og foredragsholder. Blandt Vibeke Lindhardts værker er billedtæpper og messehagler til Haderslev Domkirke (efter tegning af Margrethe 2.), Østervangkirken i Glostrup, Virklund Kirke, Sundby Kirke og Trinitatis Kirke, men også mere eksperimenterede kunst med elementer af papir og broderi. Vibeke Lindhardt har udstillet mange gange både i Danmark og i udlandet, og hun fik i 2000 et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.


07.10. - 01.11.17Pontus Kjerrman

Billedkunstneren Pontus Kjerrman er født 1954 og voksede op i Göteborg. 1979 flyttede han til København for at gå på Billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han blev som elev til 1985. Mellem årene 1981 og 1984 gik han også som lærling hos en stukkatør. Denne kombination af kunstner og håndværker viste sig at være fremragende. I 1985 blev han lektor på Billedhuggerskolen, Kunstakademiet. Han udviklede snart en personlig stil som blev kendetegnende for ham. Med sin realistiske, men samtidig urealistiske kunst har han skabt sin egen stil som får en til at tænke på eventyr. Hans figurer har, med visse undtagelser, et menneskes bevægelsesmønster, men har et dyrs hoved, fødder, hænder og andre typiske dele. Særligt for hans kunst er manden, som udtrykkes af en hest, jordnær og flittig, og kvinden, som legemliggøres af en kat, som vil være for sig selv. Ofte har hun vinger og forsøger at flyve væk fra manden, som binder hende til det jordiske liv. Dette er temaet i den udsmykning som Pontus Kjerrman har lavet i Køge.

Pontus har haft adskillige udstillinger i Danmark og udlandet, bl.a. repræsenterede han Danmark på biennalen i Sao Paolo 1989. Han har ligeledes udført en hel del offentlige udsmykninger herunder vandkunst i Køge, Vejle og mange flere byer i Danmark.


04.11. – 29.11.17Julie Sass

Fysisk abstraktion

Tusser, akrylmaling, superblankt alkyd, oliemaling og vinylfarver, der står matte som tempera. Alt det bruger Julie Sass til at skabe store overfladeforskelle i sine malerier, der også med tiden har antaget karakter hen imod det lave relief og det væghængte objekt.

”Jeg arbejder meget med tredelinger af værket, så der opstår forskellige niveauer og synsvinkler på rummet i de forskellige dele af værket” fortæller Julie Sass. På det seneste er denne tredeling ofte helt bogstavelig, som når tre lærreder i forskellig størrelse og form udgør et samlet værk.

”Mit udtryk ligger et sted mellem det europæiske og det amerikanske. Jeg har længe været optaget af det amerikanske flademaleri, sådan som man ser det hos for eksempel Barnett Newman. I Europa har maleriet ofte fungeret som et vindue. Men i mine værker er der både elementer, der ligger på fladen og elementer der skaber rum og dybde”.

”Det spørgsmål jeg stiller mig selv er: Hvad sker der, når nogle elementer bliver reelle fysiske abstraktioner? Værkerne hænger jo stadig på væggen, men de bruger rummet omkring sig anderledes end andet maleri. Deres rumlighed er ikke en illusion – de er simpelthen rumlige, tredimensionale” siger Julie Sass.

Julie Sass er født i 1971 og blev i 1994 optaget på Kunstakademiet i København, hvor hun efter endt grundskole blev undervist af både Ursula Reuter og Stig Brøgger. Men den sidste del af sin uddannelse valgte Julie Sass at henlægge til en af verdens kunstmetropoler og centrum for det amerikanske flademaleri: New York. Her blev hun optaget på New York University, og kunne således både deltage på Akademiets afgangsudstilling Exit i 2000 og samtidig tilføje ’Master of Fine Art’ til visitkortet.

Men først skulle hun lige skaffe en halv million kroner, og det tog det meste af et år at søge tilstrækkelig mange legater.

”Men det er jo faktisk det, det koster” konstaterer hun, ”

Mens Julie Sass boede i New York, udstillede hun dog også stadig i Europa. Hun kuraterede endda to udstillinger, ’Painting: The Current Surprice’ i 2000 og ’Painting: A Way of Thinking’ to år senere, i det nu lukkede Galleri Sussanne Højriis, hvor Sass selv var i stald. Begge udstillinger havde både danske og amerikanske kunstnere på plakaten.

Men efter syv et halvt år var det nu eller aldrig Julie Sass skulle vende tilbage til København. Hun har ikke sagt helt farvel til New York, hvor hendes værker på papir findes i galleriet ’Pierogi 2000’ i Williamsburg, mens hun fortsætter samarbejdet med Chelsea-galleriet Jessica Murray Projects. I København vil Julie Sass fremover være fast tilknyttet LARMgalleri, i Århus repræsenteres hun af Galleri Udengaard, mens Galleri Thomasson i Göteborg står for Sass’ promovering i Sverige, hvor man allerede finder hendes værker i den faste samling på Dunkers Kulturhus i Helsingborg. Her hjemme hænger Julie Sass’ værker blandt andet i kronprinsens private samling

Senest har Julie Sass arbejdet hos Jan Andersson, Steinprent, Torshavn, hvor hun lavede en meget flot bog VOLUME, RHYTHM, MATTER fyldt med originale stentryk.

Af Trine Ross


02.12.17 – 03.01.18 Charlotte Bjørlig

Har du tid et øjeblik? Hvis man får det spørgsmål på gaden eller i telefonen vil mit svar typisk være NEJ, ikke lige nu (det er jo ofte også et abonnement eller en forsikring personen vil sælge mig). Og tiden er så sindssygt vigtig – så vigtig at den er blevet lidt af et tema i en række af mine nyeste malerier… “In a moment…” kredser om tiden der går og øjeblikket vi befinder os i. “From time to time…” trækker tråde tilbage til den tid der er gået (og som har været med til at forme os), bl.a. indgår sider fra gamle bøger og aviser i baggrunden…

“Powered by nature”, “Human nature”, “Raw energy”…

Naturen er til stede i mange af mine malerier enten i form af fascination, forundring eller som mentale landskaber at gå på opdagelse … Den rå, ustyrlige natur i os selv og udenfor.

Og så er der menneskene… de er der næsten altid, for med dem begynder fortællingerne.

 

06.01. - 31.1.18 Bentemarie Kjeldbæk

Bentemarie Kjeldbæk er uddannet på Skolen for Brugskunst og Kunstakademiet i København. Bentemarie Kjeldbæk markerede sig i sidste halvdel af 1980erne især med sine spontane, men uhyre sikre tegninger i en flygtig, sensitiv streg med pludselige udbrud af sorte, heftige kradserier. Hun adskiller sig afgørende fra "De Vilde" med sine spontant skildrede virkelighedsstudier, der ofte tager udgangspunkt i enkle hverdagsscenerier. Hendes motivverden er præget af lange studieophold i Spanien med et mylder af tyrefægtescener, flamenco-dansere, livlige sydlandske torvescener m.v., alt i en dynamisk streg. I løbet af 1990erne har K. i stadigt højere grad koncentreret sig om maleriet i stort format. Farven er oftest næsten monokrom men livlig, f.eks. med en stærkt gul, vibrerende flade, sat i kontrast til et par lysende røde og grønne pletter og stadig med den lette figur-stregtegning, som kendes fra 1980erne. Den spanske påvirkning slår igennem i farveskalaen i den tilbagevendende, dramatiske brug af kraftige lyskontraster og i en motivverden, som især i begyndelsen af 1990erne ofte parafraserede genkendelige scenerier, f.eks. Velasques' Las Meninas- billeder. Afgørende er også en særegen stoflighed, som opstår bl.a. i bearbejdningen af de store, grove lærreder med benmel og andre lignende gamle teknikker.

(Uddrag af Weilbachs kunstnerleksikon)


03.02. - 28.02.18Jakob Ingvorsen

Jacob Ingvorsen (f. 1983) er dansk billedkunstner. I 2007 blev han uddannet som illustrator ved University of The Arts London, og har siden da illustreret for bl.a. magasiner og bøger. Derudover har han arbejdet med malerier - hvilke er blevet udstillet i København og London. Gennem billedkunsten udtrykker han sine tanker om kulturelle fænomener, såsom selviscenesættelse, menneskets stræben efter lykke, massemediers individeksponering og idealerne i de vestlige samfund. Hans visuelle udtryk er et mix mellem klassiske maleteknikker, pop art, moderne urban inspiration og tegneseriekunst - dog bevæger udtrykket sig hele tiden i nye retninger. Ofte fremstår det dog energisk, ekspressionistisk og følelsesladet - men samtidig fint og detaljeret. I hvert enkelt maleri gemmer der sig små fortællinger - der prøver at beskrive dele af tilværelsen. Billedkunsten reflekterer den tid vi lever i. Desuden maler Jacob på tværs af flere malemedier - oliemaleri, akrylmaleri og graffiti.


03.03. – 04.04.18Birgitte Raen Gilsvik

Birgitte Raen Gilsvik har i mange år haft atelier og drevet eget kunstgalleri i Stavanger, Norge. Hun har siden 2013 haft atelier og galleri på Dutrupgaard lige nord for København. Raen Gilsvik havde sin debutudstilling i 1997 og har siden haft over 20 udstillinger i Norge, Danmark og Sverige. Hendes forrige udstilling var i Konsthallen Stockholm marts 2017. Birgitte Raen Gilsvik er i sit maleri inspireret af naturen. Hun reflekterer i sine malerier over skønheden, men også over forfaldet i naturen, hvor livet og døden indgår som en del af en uafbrudt bevægelse. Hver nuance i hendes maleri får betydning for den følelse, som hun vil formidle til betragteren. Konkrete billeder brydes ned i mindre dele og enkle former, for at finde balance og tydelighed. Birgitte Raen Gilsvik søger abstraktionen for at få en reaktion –og opnå mulige tolkninger og følelsesmæssige oplevelser. Gennem lag med pigment opstår en lysende kolorit som betragteren ikke kan undgå at berøres af. De intensive blå og turkise nuancer, som er så typiske for Birgitte Raen Gilsvik løfter det nordiske naturens lys frem i hendes subtilt skabte landskab.


07.04. - 25.04.18Udstilling af indkøbt kunst 

Hvert år indkøbes kunst til bortlodning efter generalforsamlingen. Der tilstræbes gevinst til 10 % af medlemskaberne.


ARRANGEMENTER I SÆSONEN 2017-18


Mandag den 25. september kl. 16.30

Mesteren, Glostrup Bio, Bryggergårdsvej 2, 2600 Glostrup


Mesteren er en dansk film fra 2017, filmen er instrueret af Charlotte Sieling og med Jakob Oftebro, Søren Malling, Ane Dahl Torp og Søren Pilmark i hovedrollerne. Simon er kongen af den danske kunstscene – excentrisk, succesfuld, velhavende med en smuk kone og en ung elskerinde. Livet er smukt, lige indtil den dag hans ukendte søn Casper dukker op og tager al opmærksomhed. Det provokerer og udfordrer Simon, og far-søn forholdet sættes på en alvorlig prøve.


Gratis adgang for medlemmer af Glostrup Kunstforening

Kl. 18.30, efter forestillingen er der mulighed for at spise dagens ret de luxe i Cafe Fri, Glostrup Fritidscenter, Christiansvej 2, 2600 Glostrup.

Menuen mandag den 25 september lyder på: Langtidsstegt kalveculotte med citron og rosmarin. Hertil pommes Anna, ovnbagte rodfrugter og sauce Bordelaise. Prisen er 75,- pr. person. Der betales under spisningen

Tilmelding: senest   18.9.17 til Jette Skovgaard, jetulf@gmail.com, 28315355

Oplys venligst navn, mail og mobilnummer.


Lørdag den 28. oktober 2017 kl. 20-22

Kulturnat i Glostrup, Danske Bank, Hovedvejen 109, 3. sal, 2600 Glostrup. Fjeldtetten – Per Rick & Mogens Johansen.


Glostrup Kunstforening afholder jazz house. Igen i år findes Glostrup Kunstforening i Danske Banks kantine på 3. sal med udsigt over bymidten.

Vi afholder en udstilling med vore årslitografier, sælger lotteri og tilbyder den kendte kulturnatssuppe (indonesisk karrysuppe). Der er yderligere mulighed for at nyde et glas vin, en øl eller en vand samt kaffe og hjemmebagt kage til lyden af glad jazz.


Lørdag den 25. november 2017 kl. 17

Rodin – En dans i sten


Asterions hus, TEATERØEN, William Wains Gade 11, 1432 Kbh. K

Manuskript: Asterions Hus, Instruktion: Peter Kirk, Scenegrafi Ingrid Bugge. Performere: Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen. Desuden medvirker fotograf Ingrid Bugge på scenen.


Man siger, at en skulptur er dans i sten. Teatret tager favntag med billedhuggeren Rodin i begærlig sanselighed, passioner og følelser i størknede øjeblikke.


Den 17.november 2017 er det 100 året for Auguste Rodins død, og den dag har vi premiere på forestillingen ’Rodin’. Det bliver en rejse ind i en enestående kunstners univers, en billedmættet oplevelse om en sammensat og lidenskabelig skulptør. Erotik og sanselighed er dybt forbundet med Rodins skulpturer og med hans skabende proces.


Den berømte danserinde Isadora Duncan dansede for Auguste Rodin mens han modellerede sine skulpturer. Hun har fortalt om, hvordan Rodin – mens hun dansede for ham – nærmest mistede fornemmelsen af forskellen på en statue og en kvinde, om hvordan ’hans hænder løb over min hals, bryst, mine arme og ned over mine hofter, mine ben og fødder’. Og om hvordan han sad med små klumper ler i hånden, formede, pressede mens han åndede tungt – og på få øjeblikke dukkede et bryst frem af lerklumpen mellem hans fingre.

I hendes beskrivelse mærker man hvor tæt det fysiske og det erotiske og sanselige ligger på hinanden i hans skaberproces. I vores opsætning bliver det to kvinder og en betragter, der fremkalder Rodins univers og gennem bevægelserne kommer vi nærmere Rodins skabende proces. Ovid var Rodins yndlingsforfatter – han lod sig inspirere af Ovids metamorfoser – det gør vi også. Kort sagt – der venter en sansemættet og æstetisk forestilling som vil røre beskuerens øje, sjæl og krop – og som vi glæder os til at se dig til i november.


Ved minimum 20 deltagere kan der arrangeres spisning på Teaterøen efter forestillingen. Tilmelding: senest  1.11.17 til Jette Skovgaard, jetulf@gmail.com, 28315355. Tilmelding gældende efter indbetaling på

Reg. 1551  kto 4748254544. Oplys venligst navn, mail og mobilnummer.

Pris kr. 70.


Onsdag den 10. januar 2018 kl. 16.45

Cirkus Europa, Michael Kvium

Arken


“Mit ønske er, at vi ser virkeligheden. For det er den eneste måde, man nogensinde vil kunne få en minimal chance for at se skønheden i det hele. Hvis du kun kan se skønheden ved at gemme halvdelen af verden væk, så fungerer det ikke”


Læs evt. mere på www.arken.dk


Mødested: Foyeren, Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj

Mødetid: 16.45

Tilmelding: senest 2. januar 2018 til Jette Skovgaard, jetulf@gmail.com, 28315355. Oplys venligst mobilnummer.


Deltagerne betaler selv entre. Medbring evt. medlemskort. Rundvisning: gratis

For at opnå så stor rabat som muligt, køber vi først billetter, når alle er samlet.


Søndag den 14. januar 2018 kl. 10

Erik Hagens i Skovlunde Kirke, Lundebjerggårdsvej 3A, 2740 Skovlunde


Gennem de senere år er kirken blevet udsmykket med fire højtidsskabe, der illustrerer advent/jul, Helligtrekonger/fastelavn, påske og pinse, alle udført af billedkunstneren Erik Hagens. Nu er det tid til få et ”udgangsbillede” op at hænge.

I Skovlunde Kirke ønsker vi at lukke bibelens verden op for det moderne menneske, så vi kan erfare, hvor tæt bibelen er forbundet med den verden, vi kender og lever i. Derfor er det vores ambition at skabe et mere let, lyst, lydt og fleksibelt kirkerum, der med en moderne kunstudsmykning som kronen på værket skal understøtte vores vision om at være en åben, vedkommende og bæredygtig sognekirke i tiden. Ambitionen har vi døbt ”Effatha! Luk dig op!” efter Markusevangeliet og historien om helbredelsen af den døve og den stumme, som kort fortalt handler om at åbne sig selv og udvide sin horisont. Projektets kunstudsmykning ”Nutid i Skovlunde Kirke” er udført af billedkunstner Erik Hagens, som er kendt for sit Esbjerg-evangelium. Med sin moderne velfærds- og arbejderkunst formår han at forbinde livets helt store spørgsmål til vor tids dagligdag i Skovlunde ved blandt andet at koble evangeliets begivenheder til almindelige mennesker og konkrete steder i Skovlunde. Billedfortællinger i form af seks alterskabe knytter an til gotikkens og renæssancens traditioner og taler samtidig i et billedsprog, som både børn, unge og gamle i vores tid kan forholde sig til. Kunstværkerne er naturligvis tilgængelige. Kirken har ligeledes et stort vævet alterbillede af  kunstneren Else Marie Jacobsen, Kristiansand i Norge.


Tirsdag den 27. februar 2018 kl. 16 (Mødetid 15.50)

Retten i Glostrup, Stationsparken 27, 2600 Glostrup


I 2016 blev Retten i Glostrup udsmykket med 35 værker, kunst af høj kvalitet, idet Ny Calsbergfondet deponerede en række kunstværker i de mange retslokaler og gange. Christine Buhl Andersen, bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet, bl.a. kendt fra Kunstquizzen på DR med Adrian Hughes udvalgte kunsten med hensyntagen til brugen af lokalerne.


På denne rundvisning ser vi både retssalene og kunsten guidet af en af de dommere, der har været involveret i projektet fra starten.


Tilmelding: senest 15.2.18 til Jette Skovgaard, jetulf@gmail.com, 2831 5355

Opgiv venligst mobilnummer.


Onsdag den 25. april 2018 kl. 19.30

Generalforsamling

Afholdes i Glostrup Idrætspark, Hal 1, Stadionvej 80, 2600 Glostrup. Efter at have været udstillet i Glostrup Fritidscenter bortloddes de indkøbte kunstværker umiddelbart efter generalforsamlingen.

Derefter uddeles årets medlemsgave mod aflevering af udfyldt folder.


I maj – juni 2018 arrangeres en bustur på en, to eller tre dage.


Ret til ændringer forbeholdes.